Jeg er opvokset i et typisk typehus. En meget typisk ting er den lange gang midt huset,

med et væld af døre der leder ind til værelser, toiletter, opbevaringsrum og enda, en hovedindgang/udgang.

Gangen var uden vinduer så om aftenen, når vi skulle sove og lyset blev slukket var den mørk som graven,

men samtidig det eneste forbindelsesled til kontakt med omverden – forældre, søskende, barnepiger.

Ude i gangen stod et bornholmerur. Den stod nede for enden,

så det, som en anden oldfrue kunne overskue og derved kontrollere hele gangen.
Inde i bornholmeruret boede en monster. Jeg så det aldrig, men ved hvordan det så ud.

En slags troldeligende skabning, med forvitret hår, store klodsede tænder,

kæmpe næse og ikke mindst: Onde øjne og onde hensigter.
Jeg var rædselsslagen og ofte kunne jeg ikke sove.

Mit værelse lå op til stuen.

Lige på den anden side af væggen stod flyglet. Jeg husker,

at min far ofte sad og spillede efter vi har smidt i seng.
Det eneste stykke musik jeg stadig erindrer er George Gershwin – Rhapsody in Blue,

som min far spillede i skiftevis sejlende og swingende version.
Det hjalp.

Men de aftener hvor min far sad i hulen og arbejdede var der stille. helt stille,

bortset fra bornholmerurets slag, der blev til rytmiske skridt fra monsterfødder.
Der lå jeg, med lyset tændt og dynen over hovedet. Foran næsen var et lille kighul.

Mine øjne og ører var på stilke.

Jeg kunne lukke øjnene, men ikke ørerne og selv hvis jeg samlede dynen så tæt omkring hovedet,

at den dæmpede lyden var der jo lyden inde i mit hoved.
Det var ikke fantasi – det var virkelighed.

Men så fandt jeg på noget – måske opstod det bare.

Jeg begyndte at lave musik.
Frem kom grupper af violiner, celloer, trompeter, slagtøj, klarinetter – ja et helt symfoniorkester.
Grupper af instrumenter der organiserede sig i svævende, lysende blokke.
Jeg var komponisten og så det fra dirigentens plads,

men med instrumenterne svævende oppe i luften – et firmament af lyd.

Her lå jeg og komponerede store, smukke symfoniske værker der omsluttede mit høre- og synsfelt.

Musikken inddæmmede min angst og opløste den og jeg fik fred

og en ven for livet.